Delprøve 1 (grammatikdelen) af skriftlig eksamen er fast og ens for alle. Du får typisk en wordskabelon til at skrive delprøve 1 i.

I delprøve 2 kan du frit vælge mellem de genrer, der er nævnt herunder. Vælg den, der passer bedst til dine styrker.

Essay: En klassisk øvelse i argumentation. Vælg den, hvis du er stærk i formel sprogbrug og balanceret brug af kilder.

Report from the future: Skriv som om du befinder dig i fremtiden. Vælg den, hvis du kan lide at bruge din fantasi. Her er også mulighed for at skrive mere uformelt sprog.

Contribution to a debate: letter to the editor eller speech. God hvis man kan lide at udtrykke stærke holdninger - her må man nemlig skrive med en klar dagsorden og til et bestemt publikum og evt. gøre lidt mere brug af patos end i de andre genrer.

News article: En nyhedsartikel ud fra nyhedstrekanten, sat op med overskrift, manchet og brødtekst. Vælg den, hvis du kan skrive 100% upersonligt og godt kan lidt at layoute.

Opgaven (altså delprøve 2) skal være mellem 800 og 1200 ord uanset genre.


Essay

Til et engelsk essay på A-niveau skal du skrive mellem 800 og 1200 ord.

Start med en lille appetitvækkende indledning om emnet generelt og spor derefter ind på det præcise emne, der skal diskuteres. Analysér og diskutér emnet og brug tekst/video som støtte for den fremførte argumentation. Brug både teksten og videoen og supplér med øvrig viden om emnet, så diskussionen ikke bliver et referat af teksten.

Undgå at stille spørgsmål, der ikke besvares, og argumentér altid for eventuelle holdninger. Husk, at man ikke skal skrive om eller som sig selv, så undgå derfor så vidt muligt jeg- og du-udsagn.

Opgaven skal have en sammenhængende og tydelig struktur, dvs. med indledning, analyse/diskussion + perspektivering og konklusion.

Vær opmærksom på, at der er forskel på det danske og det engelske essay.

Essay på Engelsk A har en række faste genrekrav. Her får du en grundig vejledning til at undgå fælderne og skrive et godt essay på. Læs gerne vejledningen helt igennem inden prøven. 

Eleveksempel: Essay

Et vigtigt element i det engelske essay er diskussion, og det kan være svært at diskutere på skrift - man sidder jo helt alene og skriver. Humlen er, at man ikke selv er part i diskussionen. Den skal foregå mellem to synspunkter fra tekstmaterialet. Hvis man fx skal diskutere fordele og ulemper ved en bestemt teknologi, vil man kunne finde tilhængere og modstandere i kilderne, og det er deres argumenter, man starter med at fremføre. Herefter uddyber man begge synspunkter med viden, man har fra undervisningen, eller eksempler, man tænker sig frem til for at trække de to sider skarpere op.

På A-niveau har man også mulighed for at bruge Internettet til at finde fx supplerende udsagn eller statistisk belæg for eller imod de to siders argumenter.

I det vedhæftede eksempel har eleven kun brugt udleverede kilder, men de er selvfølgelig stadig forsynet med præcise kildehenvisninger - det er et must.

Eksemplet herunder er inddelt med små hjælpeoverskrifter og farvekoder, så du kan se hvilken funktion, det enkelte afsnit har. Dem skal du selvfølgelig ikke sætte på i en eksamenssituation!

Contribution to a debate

'Contribution to a debate' er en valgmulighed til Engelsk A eksamen under delprøve 2

Under denne genre er der to valgmuligheder: 'Manuscript for a speech' eller 'A letter to the editor as a contribution to a debate'.

I denne genre er det muligt at inddrage holdninger, argumenter og information fra nettet. Det er vigtigt at have en klar holdning til emnet og at underbygge sine argumenter.

Speech/tale: Vælg et sted, tid og publikum, hvis ikke det allerede er angivet.

Letter to the editor/læserbrev: Vælg en avis, en hjemmeside eller et magasin, som dit bidrag skal bringes i.

Dette er vigtigt, fordi du bl.a. bliver bedømt på, om du skriver på en måde, der rammer din målgruppe.

Herunder er en detaljeret opskrift på Letter to the Editor (læserbrev) eller Speech (tale), som begge falder under kategorien Contribution to a debate.

Report from the Future

'Report from the Future' er en valgmulighed til Engelsk A-eksamen under delprøve 2.

I denne genre skriver man et fremtidsscenarie, som er baseret på den teknologi og de tendenser, der bliver præsenteret i materialet i opgavesættet. Der er forskellige former, fx brev eller rapport. Man kan enten vælge at skrive til en modtager fra nutiden eller fra et tidspunkt i fremtiden.

Ud over at få inspiration i opgavesættet er det muligt at finde inspiration fra nettet, men det er ikke noget krav.

Man kan enten vælge at lave en realistisk videreudvikling af nutidens teknologi og tendenser eller lave en mere fiktiv version af fremtiden.

Husk godt forarbejde, da denne genre falder til jorden uden en gennemtænkt slutning.

Udførlig vejledning i at skrive en god Report from the Future, som er den mest kreative og fiktionsprægede af Engelsk A-genrerne. 

News article

News article er en valgmulighed til Engelsk A eksamen under delprøve 2.

En nyhedsartikel skal skrives i overensstemmelse med nyhedstrekantens opbygning; altså hvor man præsenterer konklusionen og historiens vigtigste pointer først i artiklen. Artiklen skal have en overskrift, en manchet, der fortæller læseren noget om hvem, hvad, hvor, hvorfor og hvordan, samt en krop, der informerer, diskuterer og uddyber.  

Det er vigtigt, at du ikke refererer til dig selv i artiklen. Dine holdninger skal i stedet præsenteres i form af kilder, hvilket oftest gøres ved hjælp af direkte citater fra eksperter, øjenvidner eller ofre. Husk, at journalister ikke refererer til sig selv i en nyhedsartikel.